Nakkeknaekker

Lad dig ikke narre af de purunge ansigter på deres pressefoto – eller af deres begrænsede indspilnings-cv, som aktuelt kun tæller et par demo-ep’er. Hvis du kan tyde dig gennem deres brombærkrat af et bandlogo, så står der altså Nakkeknaekker, og navnet er såre passende, for de giver gammelskole-dødsmetallen en ungdommeligt vital indsprøjtning af den slags, som fremtvinger headbangende horder af hovedskaller. Og det gør de så overbevisende, at de på få år er blevet et af landets mest hypede nykommere indenfor genren. De har allerede både besøgt flere festivaler og spillet flere koncerter på både hjemlig og europæisk grund, end mange bands herhjemme med langt længere karrierer – bl.a. som fast opvarmning for Baest og Hatesphere, og nu også som hovednavn på egne turnéer. Men de er også endnu en gæv, midtjysk succeshistorie indenfor metallen, for de kommer såmænd fra Silkeborg. Du kan derfor godt tage din battlevest med på GrimFest i år og øve dig på at råbe efter mer’ sø’ døø’, for det er præcis, hvad Nakkeknaekker kommer for at servere.