Myrkur

Lad ikke afsættet i så udfordrende en genre som black metal skræmme dig væk. For er der noget, som Myrkur gennem det seneste årti har bevist, så er det, at hun formår at lokke masserne ind i tusmørket og bjergtage de fleste med et overraskende frugtbart og mangefacetteret take på den dystre musik. Sammen med kolleger som Solbrud, Møl og Afsky omtales Amalie Bruun derfor også velfortjent som én af bannerførerne for en nyere, dansk renæssance af genren. Sidste år fik Det Kongelige Teaters publikum også lov at smage på hendes lydspor til ‘Ragnarok’, som genopsættes denne sommer ved Moesgaard Museum, og Myrkurs seneste album ‘Spine’ blander hun kortene mere end nogensinde. Her er, udover den allestedsnærværende black metal, også svulmende symfoniske og til tider decideret poppede indslag, og samtidigt peger albummet både mod for- og fremtid med throwbacks til de nordiske folkesange, hun tidligere har besøgt i karrieren såvel som strømlinede, futuristiske synths.