Hans Philip

Hans Philip er ganske vist den ene halvdel af ét af dansk hiphops efterhånden største navne gennem tiderne, nemlig Ukendt Kunstner. Men i en håndfuld sabbatår væk fra sin sædvanlige musikalske makker Jens Ole McCoy har han også dyrket en solokarriere, der har rystet de storroste plader ‘Forevigt’ og senest ‘[α] & [β]’ af sig. Navnligt på det sidstnævnte, nyeste dobbeltalbum folder han henover 18 numre for alvor sine kunstneriske vinger ud i et fuldstændigt tidløst udtryk, der mest af alt vækker mindelser om udenlandske r’n’b-legender som Stevie Wonder og Frank Ocean. Der er ikke noget at sige til, at anmeldere såvel som lyttere i store skarer kollektivt har tabt hjerterne til ham, for Hans Philips soulede vokaler og ærlige tekster tager én i hånden og vugger dig ind i et følsomt, blidt og blødt polstret univers, hvor der ikke er andet end tryghed og et inderligt nærvær. Kom og bliv strøget med hårene.