I år er det 20 år siden, at Dorthe Gerlach med Hush sendte country-pop til tops på danske hitlister. Debuten ’A Lifetime’ brød gennem lydmuren med banjo, lap steel og Gerlachs blide vibrato.
Den anmelderroste duo har siden udgivet fire albums mere mens Gerlach på egen hånd i 2015 prøvede kræfter med sange på sit modersmål med solodebuten ’Natlys’. Dorthe Gerlachs stemme er som et ekko af tusindvis af historier. Med en unik klang og vedholdende tilstedeværelse, inviterer hun lytteren med på en betagende musikalsk rejse. Som soloartist skaber Gerlach en stemningsmættet og intim atmosfære, hvor den stille sårbarhed og den buldrende intensitet tager form gennem et præcist og poetisk dansk sprog. I sit americana-melankolske popunivers leverer Gerlach en magnetisk optræden, der gør et dybt indtryk.
Hendes jordnære og humoristiske tilgang gør hende til en ærlig fortæller, der ikke tøver med at dele af sig selv, når hun møder sin musik og sit publikum.