Havde han blot lidt mere travlt med at komme fremad i verden, ville der sikkert gå ild i hans sneakers. Dansk-jamaicanske Benjamin Heyn-Johnsen alias Benny Jamz har dog ikke bare spyttet et helt album ud hvert af de sidste 4 år med stensikkert hitlistehærgeri i kølvandet hver gang. Hans alsidige synderegister rækker meget længere tilbage med produktioner og features hos venner som Kesi, S!vas, Gilli og Branco på samvittigheden samt en fortid som både en mere politisk og samfundskritisk kunstner under dæknavnet Højer Øye og som medlem af rapkollektiverne B.O.C. og Molo. Det er dog som Benny Jamz, at karrieren for alvor har taget fart, og her falder bangerne nærmest over sig selv for at klemme sig ud gennem døråbningen. Men han er ikke bare en hitlisterapper, der som mange andre indkapsler tidsånden og lyden af sin opvækst i det, nogle ville kalde “ghetto-Danmark”. Benny Jamz er også en ordekvilibrist, der kombinerer ét af de største mentale slangforråd, den danske rapscene længe har set med et flow og en fantasifuldhed, der får sproget til at syde, sprudle og ligefrem danse ovenpå de hårdkogte produktioner.