Situationsfornærmelse

‘Jeg er bare kommet for at råbe’ lyder krigserklæringen på en af deres sange. Netop dén titel indkapsler fint aarhusianske Situationsfornærmelse i en maggiterning af en sætning. For der er næsten alt for mange stavelser i bandnavnet til at passe på deres karikerede verbale afklapsninger tilsat velgørende enkel punkrock. Teksterne kredser om pik, patter og politisk ukorrekthed, så selv de mest hårdføre havnearbejdere må blusse i kinderne, hvis de altså kan følge med. For den sidste, men afgørende ingrediens i Situationsfornærmelses simple musikalske sandwich er en ganske ustyrlig, ivrende energi, der har fået mangt en tilskuer til at tabe både sut og hæmninger fuldstændigt på gulvet til deres koncerter. Men prøvesmag efterårets albumdebut ‘Længe leve de vrede’. Synes du det er for højt, hurtigt eller lummert, så er du sikkert også blevet for gammel, men hvis ikke, så kom og råb med på GrimFest til sommer!