Rune Rask

Man kan ikke rigtigt tage Rune Rasks navn i munden uden også i samme åndedrag at nævne Suspekt. Som primus motor gennem mere end 25 år for den musikalske side af Danmarks vel nok største rapgruppe, og en karriere som toneangivende producer-es og pladeselskabsbagmand ved siden af, har han for længst opnået hele branchens mest næsegruse respekt. Men på to mestendels instrumentale soloalbum i 2021 og 2023 udvidede han dog farvepaletten drastisk med friske, overraskende toner – især på det seneste, ‘Face Yourself’, som på mange strækninger drager på eventyr langt udenfor hiphoppens hjemmevante univers og over i mere dansable, housede omgivelser. Det er med dette afsæt, at vi har inviteret Rune Rask til at bestøve pladsen foran Skovscenen med et stænk vaskeægte producermagi til sommer. Med hans egne ord skal vi forvente det uventede af ham, når han lukker GrimFest 2025’s første dag.