Der løber en tyk blodåre ned gennem det østlige Jylland fra Aalborg til Aarhus. Vi snakker ikke om E45 – næ, denne er en pumpende rød tråd af fjol, fis og ballade. De to rappere Jonny Hefty og Jøden har været “gift” med hinanden mere end 20 år, hvor det primære output har været hiphop i højt humør med en række udgivelser på samvittigheden, herunder fællesalbummet ‘Den fede’ fra 2013 og singler som ‘Gamle dreng’, ‘Hamrer løs’, ‘Muggen røv’ og sidste års ‘Bar mave’. På GrimFest har de to gentlemen dog i mange år haft en anden jobbeskrivelse: De binder løjerne på Skovscenen sammen med deres uhøjtidelige introduktioner af de større og mindre navne, der får lov til at betræde vores største sæt skrå brædder. Og det er skam ikke bare pauseklovneri: Vi ser det som én af de vigtigste opgaver at få festivaloplevelsen til at flyde og få både publikum og musikalske kunstnere godt i gear til årets forhåbentligt grimmeste gigs.