GrimFests Skovscene er efterhånden ren hjemmebane for… et par midaldrende mænd. Vi taler naturligvis om Jonny Hefty og Jøden. De har hver især nu rundet de 50 leveår, men humøret, karismaen og deres behændighed med gyldne gloser er kun modnet med alderen.
End ikke et veloverstået kræftforløb kunne tage kvidderet fra Jonny Hefty, hvis kunstnerefternavn nu helt fortjent rimer på “kræftfri”.
De to herrer er begge mest kendt for deres mangeårige hiphop-karrierer sammen og hver for sig, men på GrimFest har Aalborgs selvbestaltede undergrundsborgmester og AGF’s måske mest indædte fan en anden tjans: De er feststarterne og den kærlige mørtel mellem koncerterne på Skovscenen, og vi vil ikke være foruden deres kyndige, kløgtige og underholdende præsentationer af kunstnere, store som små. Og de vender selvfølgelig tilbage til Grimhøjgaard i 2025 med fornyet styrke.