døtre

I front for døtre finder man Nynne Rasmussen og Sofie Krøyer, der siden 2018 har fulgtes ad gennem en række musikalske uddannelser i Aarhus, og som sammen med Sophus Dræby er projektets musikalske kerne. Parløbet har været frugtbart, for døtre fremstår, på trods af, at deres debut-ep ‘I’d Rather Stay Awake’ i skrivende stund kun lige akkurat har ramt streamingtjenesterne (i slutningen af februar), allerede stilsikre og formfuldendte. døtre beskriver selv deres musik som “vokalbaseret, voluminøs, elektronisk artpop, som afsøger forskellige afkroge af femininitet”. Hvis du tidligere har givet dig hen til kunstnere som Imogen Heap, Lydmor eller Goldfrapp, tror vi, at døtre også vil bjergtage dig med deres skønhedssøgende, hyperdetaljerede og undertiden uforudsigeligt glitchy indietronica-univers. De tre bakkes op af et helt kollektiv af øvrige kunstnere, der puster ekstra liv i liveperformancen med kostumer, scenografi og koreografi, så døtres koncerter mere fremstår som stemningsfulde audiovisuelle helhedsoplevelser.