GRETA

Hvis hendes borgerlige navn klinger lidt tysk, og måske kalder på, at man lige puttede et “Ge-“ ind mellem for- og efternavn, så tager du ikke helt fejl. Greta Schenk kommer fra Tyskland, men det er en sand gave, at hun primært har valgt at slå sine musikalske folder herhjemme. Som GRETA danser hun hjemmevant rundt i et isslot af 80’er-pumpende, housede rytmer, isblå synthesizertoner og iørefaldende popmelodier. Teksterne kredser om egne, sårbare strabadser med hendes rolle i moderskabet, usikkerhed, angst og skriveblokeringer. Så afsættet er følsomt og nærmest selvterapeutisk, men kursen er afgjort sat lige ind på dansegulvet, midt i hjertet af klubbens eufori. På kun fire år har hun formået at skrive og udgive hele tre album med stadigt større selvsikkerhed – det seneste, sublime ‘Portals’ er helt dugfrisk, og i skrivende stund mindre end en måned gammelt.