Soleima

Tiden flyver, men talent består. Garvede Grim-gængere kan måske huske Sarah Mariegaard fra da hun for små 10 år siden betrådte Grimhøjgaards skrå brædder i front for aarhusianske Flødeklinikken med flabede og labre skæringer såsom ‘Piger med pistoler’. Eller også har man fulgt med i hendes gryende popsolistkarriere under Soleima-navnet med en stribe engelsksprogede hits som ‘Cheers for the Tears’, ‘Breathe’ og ‘Roses’ på samvittigheden. I 2023 synger Mariegaard dog atter på dansk, og med bl.a. folk fra hedengangne Liss og Barbro Kuypers i ryggen, er udtrykket også blevet anderledes intuitivt, organisk og håndspillet. Det dugfriske album ‘Nationens Skrammer’ har dårligt nok et par måneder på bagen, men har allerede fået anmeldernes kollektive velsignelse: Det føles ganske enkelt som om, at Soleima er vendt hjem.