Hvad laver en banjo i et punkband? Hvem ville, sådan rent teoretisk, være Onkel Rejes absolutte yndlingsorkester, hvis da ikke han havde sit helt eget heavyband? Og ligger der mon en guitar af ægte smuglerguld begravet på bunden af den der famøse døde mands kiste? Alt dette svarer et kyndigt crew fra Kolding på: Skullclubs fyrige, tungthuggende piratpunk føles som en humoristisk kølhaling, og stilen skylles ned som en hvirvlende romgrog med ligelige skvæt inspiration fra Dropkick Murphys, The Pogues og en bredside mavepumpende Pantera-riffs – det hele selvfølgelig på skrålende fordrukkent sørøverdansk. Skullclub er måske ikke verdenshavenes dybeste bekendtskab, men de er garanter for en gyngende rockfest, som løber af stablen for fulde sejl i høj sø. Skål!