Man skal nærmest have sovet under en sten eller være født igår for at overse det store fingeraftryk, radioværterne Pelle Peter Jencel og Nicholas Kawamura har haft på især den danske urbanmusikscene. Værktøjet har naturligvis primært været P3-programmet Lågsus, der var i æteren mellem 2012 og 2018, og som fungerede som et fast opvarmningssoundtrack til weekenden for mere end en kvart million lyttere. Med et 10-års jubilæum i bakspejlet er makkerparret derfor mere end velbevæbnede, når de gæster Grimfest 2023 med et dj-set, der byder på et væg-til-væg-tæppe af hits. Det virker som en kliché at udråbe en aften med festgaranti, men det har sjældent virket mere passende, når vi kan byde Lågsus velkommen til skovens dansegulv.