Julie Pavon

Dansk-honduranske Julie Pavon laver musik til kroppen. Energisk sitrende, funky og lemmedaskende house, der kunne have været taget på træk som en eksotisk fugl fra Paris til Brabrand. Hendes mørke vokaler ligger roligt og svalende ovenpå al den dansable mekanik, som vækker mindelser om den french touch-housebølge, der skyllede henover Europa i slut-90’erne, men tag ikke fejl af hendes zen-rolige røst: Når hun først træder op i rampelyset, er der ikke noget, der står stille. Det er foreløbig blot blevet til tre singler på lige så mange år, men hun har allerede fået mindre scener på Roskilde Festival og Volume Village her i Aarhus til at skælve. Der skulle dog også være et album i ovnen, og hypen omkring Julie Pavons liveshows skulle have rigeligt med røv i bukserne. Det bliver der også brug for – den skal rystes.